INSPIRATION FRA DET NYE TESTAMENTE

Vi har fra starten været udfordret af de tekster i Ny Testamente, hvor Jesus sender sine disciple ud med evangeliet – særligt Luk kap 10. For på mange måder genkender vi os i den situation, de stod i, og vi oplever, at teksterne har noget afgørende at sige ind i vores tid om, hvad det betyder at være sendt: 

Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. Han sagde til dem: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Gå! Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve. Tag ikke pung med, ikke taske, ikke sko, og hils ikke på nogen undervejs. Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer. Men når I kommer til en by, og man ikke tager imod jer, gå så ud på gaderne og råb: Selv det støv fra jeres by, som hænger ved vore fødder, kan I beholde – vi børster det af; men det skal I vide: Guds rige er kommet nær! Jeg siger jer: På dommedag skal det gå Sodoma tåleligere end den by. (Luk 10,1-12)

PRAKSISSER

Mange af vores praksisser I Kirke på vej er inspireret af teksten fra Luk 10,1-12 (se ovenfor)

1. Vi går to og to 
Vi har en praksis for ikke at gøre tingene alene. Det er meget vigtigt for os at vandre sammen. Derfor sætter vi f.eks. ikke noget i gang før der er et team på mindst to til at gå foran. Det gælder også i lederskab i det hele taget. Vi vil også gerne understrege at det at tro også er noget, vi deler med hinanden.

2. Vi hører og handler sammen

De første disciple var afhængige af at høre, hvad Jesus sagde, så de kunne vide, hvor de skulle gå hen. Det er vi også i dag. Vi øver os i at høre fra Gud og se hvad han allerede gør omkring os, så vi kan slå følge med ham i det han gør. Det fleste af ‘Kirke på vej’s praksisser relaterer til denne dynamik.  Derfor bliver praksisser for bøn og bibelstudie f.eks. vigtige for os, ligesom praksisser for at lytte til mennesker og byen er det.

3. Vi bruger tid på bøn
Bøn er en helt grundlæggende praksis for os - men det kan se ud på mange forskellige måder. 

Vi har f.eks. eksperimenteret med mange forskellige kreative former for bønner, der gør det lettere at praktisere sammen med andre.

4. Vi bruger tid på Biblen
Som en grundlæggende ting i det at lytte til Gud, hører naturligvis også bibelstudie. Derfor har vi praksisser for at læse Biblen – både alene og sammen med andre. Vi gør det på en måde, hvor alle kan bidrage, og hvor der ikke er færdige svar. Også her kan vi 'være på vej'.

5. Vi har en praksis for at være lyttende overfor vores område
Vi har en praksis for at lytte til en by eller et område i længere tid, før vi sætter aktiviteter i gang. Det gør vi fordi vi tror, at Gud allerede er i gang og at det er vores opgave at lytte os ind på det - og lade os invitere ind i det.

6. Vi deler længsler
Det er blevet en praksis for os at dele længsler. Det skaber et mødested mellem mennesker, men faktisk også mellem Gud og mennesker, for det vi længes efter er ofte et aspekt af Guds Rige.

7. Vi øver os i at komme tomhændet
Vi øver os i, som de første disciple, at lade 'bagagen' blive tilbage. For os betyder det blandt andet at efterlade den kirkekultur, vi kommer fra, når vi bevæger os ud i nyt land. Det betyder også at komme, som nogen, der ikke har alle ressourcerne og svarene, men som nogle, der er afhængige af andre mennesker og som er parate til at lære nyt.

8. Vi ønsker at komme med fred
Vores praksis er at velsigne de steder, vi kommer frem, og de mennesker, vi møder. Vi forsøger at se mennesker og steder ‘med Jesu øjne’.

9. Vi spejder efter åbne døre 
Som de første disciple skulle spejde efter ‘fredens hus’, så spejder vi efter åbne døre og mennesker, der byder os velkommen. Vi er afhængige af andre menneskers gæstfrihed, og at de åbner en dør for os. Når det ske,r er det vores praksis at gå ind og være åben overfor, hvad der så sker og bruge tid med de mennesker, der er der. 'Spise deres mad' og tage del i deres arbejde og lytte til dem.

10. Vi deler tro og liv med hinanden
Det er vores praksis at dele tro og liv med hinanden på en åben, respektfuld og imødekommende måde. Vi har en praksis for at rumme meget store forskelle i livserfaring og -forståelse, samtidig med at vi sætter Kristus i centrum.

11. Vi ønsker at være tilgængelige og have god tid
Vi er dybt afhængige af, hvad Gud gør, og ikke af hvad vi selv gør, og for Gud er tid noget andet end det er for os. Derfor praktiserer vi at have god tid i alt, hvad vi arbejder med. Det kan være udfordrende og det lykkes ikke altid, men vi minder hinanden om, at det hele afhænger, hvad Gud gør, og ikke af hvad vi gør. Og det er os, der afgør hvad kalenderen skal fyldes ud med.

12. Vi øver os i taknemmelighed
Vi øver os i at være taknemmelige, fordi det løfter vores blik væk fra os selv og mod Gud, hvorfra vi modtager alt. Det betyder at vi ofte starter en samtale eller en gruppesamling med en takkerunde. Vi oplever, at det samler os, uanset hvor vi er på vores trosvandring.

13. Vi tilstræber at handle på det, vi 'hører'
De første disciple blev udfordret på at praktisere Guds rige, hvor de blev lukket ind. Vi har en praksis for at prøve det af, når vi synes vi har ‘hørt’ noget. Det kan føre til små ting, men også til større projekter, som vi kalder 'eksperimenter'. 

14. Vi ønsker at sætte Kristus i centrum
De første disciples praksis var at gå ind i den givne kultur med det, de bragte med sig – nemlig Guds rige. Vi forsøger at gøre det samme.
Derfor er det blevet en vigtig praksis for os at sætte Kristus i centrum i alt, vi laver. Det betyder i praksis, at der er plads til mange forskellige menneskelige og kirkelige baggrunde – og det er spændende.
Vi ønsker ikke at lade vores rammer definere os, men vi lader os definere af vores centrum. Derfor ser vi ikke på, om mennesker er udenfor eller indenfor rammerne, men vi ser på, om de vil følges med os i samme retning; nemlig mod Kristus og derfra mod verden. 
Vi er fælles om at fokusere på Kristus som centrum. Det er ham, vi ønsker at ligne og følge, også når han ikke ligner os. Derfor vil vi lytte til ham, følge ham og møde verden, som han møder verden.