KRISTUS I CENTRUM

Overordnet set er Kirke på vej en måde at være kirke på, der formes af en række åndelige praksisser

Den vigtigste åndelige praksis er at sætte Kristus i centrum. Uden det ingen kirke! Alt springer ud af det – ud af den oprindelige oldkirkelige bekendelse: Jesus Kristus er Herre!

Det betyder at centrum er en levende person – Gud i kød og blod – og ikke en række holdninger, meninger eller dogmer. Alt orienterer sig omkring ham og må følge ham. Det er bevægeligt, men med et klart centrum og orienteringspunkt.

At sætte Kristus i centrum betyder at øve sig i at lytte til ham, følge ham i det han siger og gør, forme fællesskaber omkring ham, der minder om og afspejler, hvordan han er.

Vi kan dele det op i tre sæt af forskellige praksisser, som ikke er udtømmende, men skal virke til inspiration for den fælles vandring.

PRAKSISSER FOR MISSION, RODFÆSTETHED OG FÆLLESSKAB

Praksisser for mission 

Gud er stadig aktiv med sin mission i verden og vores opgave er at tage del i den mission. For at blive opmærksom på den må vi øve os i at lytte til Gud, til hinanden og til området vi er sat i.

Eksempler på praksisser: at lytte til længsler (vores egne, andres og Guds), at komme tomhændet, at bringe fred, at kigge efter åbne døre, at komme som team, at være afhængig af gæstfrihed

Praksisser for at blive rodfæstet i Kristus

Formålet er at vokse i erkendelse og enhed med ham, så vi lærer hans stemme at kende

Eksempler på praksisser: Bibellæsning alene og sammen, simple bønspraksisser som taknemmelighedsrunde eller runde hvor vi deler længsel, fælles bøn og velsignelse

Praksisser for fællesskaber,  hvor alle er på vej

Formålet er at blive fællesskaber, der minder om, hvordan Jesus var. Som afspejler hvem han er i verden.

Det er ikke vores holdninger, meninger og dogmer, der former fællesskabet, men forskellige praksisser, der retter sig mod Kristus med en intension om at fyldes af ham, følge ham i hverdagen og i hans mission i verden.

Eksempler på praksisser: at alle har mulighed for at dele, alle er lige, lytte til hinanden – fx troshistorier og længsel, agapemåltid

INSPIRATION FRA DET NYE TESTAMENTE

Vi har fra starten været udfordret af de tekster i Ny Testamente, hvor Jesus sender sine disciple ud med evangeliet – særligt Luk kap 10. For på mange måder genkender vi os i den situation, de stod i, og vi oplever, at teksterne har noget afgørende at sige ind i vores tid om, hvad det betyder at være sendt. Mange af vores praksisser er inspireret af tekster som denne.

Derefter udpegede Herren tooghalvfjerds andre og sendte dem i forvejen, to og to, til alle de byer og steder, hvor han selv agtede sig hen. Han sagde til dem: »Høsten er stor, men arbejderne få. Bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst. Gå! Se, jeg sender jer ud som lam blandt ulve. Tag ikke pung med, ikke taske, ikke sko, og hils ikke på nogen undervejs. Når I kommer ind i et hus, skal I først sige: Fred være med dette hus! Og bor der et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over det, men hvis ikke, skal den vende tilbage til jer. Bliv boende i det hus, spis og drik, hvad de byder jer, for en arbejder er sin løn værd. Flyt ikke fra hus til hus. Og når I kommer til en by, og man tager imod jer, spis så, hvad der sættes frem for jer. Helbred de syge i byen og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer. Men når I kommer til en by, og man ikke tager imod jer, gå så ud på gaderne og råb: Selv det støv fra jeres by, som hænger ved vore fødder, kan I beholde – vi børster det af; men det skal I vide: Guds rige er kommet nær! Jeg siger jer: På dommedag skal det gå Sodoma tåleligere end den by. (Luk 10,1-12)